Vi mangler dig!

Harte G & IF efterlyser nye bestyrelsesmedlemmer                     

Bestyrelsen i Harte G & IF har siden generalforsamlingen bestået af fire engagerede medlemmer. Engagementet til trods er vi desværre ikke tilstrækkelig mange mennesker til at varetage alle de spændende opgaver der ligger forude. Derfor søger vi nu dig til at berige bestyrelsesgruppen og -arbejdet.

Kære nye bestyrelsesformand
Vi drømmer om at du, som spydspids, vil være med til at tegne vores dejlige forening udadtil. At du vil deltage i, og koordinere, 8-10 bestyrelsesmøder om året, fordelt på 4-5 stk. for Harte G & IF og 4-5 stk. for HFC (hallen). Du er af natur initiativrig og visionær, og brænder for at gøre en forskel. Måske har du allerede siddet i en bestyrelse og har været vant til en frivillig arbejdsindsats i ny og næ. Ja? Så er det præcis dig vi leder efter.


Kære nye næstformand

Vi håber at du, som vores nye næstformand, har lyst til at deltage i 4-5 bestyrelsesmøder om året i Harte G & IF-regi og på samme tid kan fungere som bestyrelsens bindeled til Harte Kontaktgruppen (3-4 møder årligt). Du må gerne have et godt overblik, så du kan fungere som »tovholder« til udvalgte festudvalg (eks. Harte Fest, Store Harte Dag, Juletræsfest, nye tiltag mv.). Du elsker struktur og at holde styr på ’tropperne’, og hvis du også vil være med til at gøre en forskel, er det dig vi leder efter.

Kære nye bestyrelsesmedlem

Som vores nye menige bestyrelsesmedlem håber vi, du vil deltage i 4-5 bestyrelsesmøder pr. år i Harte G & IF og tage dig af mindre ac hoc opgaver i bestyrelsen, evt. som bindeled til udvalgte festudvalg, sekretær mv. Du behøver ikke have arbejdet i en bestyrelse før, men du må meget gerne brænde for at yde en indsats og gøre en forskel i lokalområdet.

Vi kan desværre ikke tilbyde guld og grønne skove for bestyrelsesarbejdet, men vi lover jer, at I kan være med til at gøre en stor forskel for både voksne og børn i Harte. Hvis vi fremover skal kunne levere spændende aktivitetstilbud, kræver det, at vi løfter sammen i flok. 

Vi oplever heldigvis, at der er rigtig mange i og omkring Harte, som allerede i dag gør et stort stykke arbejde i forbindelse med mange af vores arrangementer, enten som træner eller som instruktør mv. Det er vi naturligvis super glade for og stolte af. Der hvor det måske halter lidt, er når talen falder på bestyrelsesarbejdet i Harte G & IF. Men det er slet ikke så svært. Alle kan nemlig gøre stor gavn i en bestyrelse, og vi forventer ikke, at I bruger flere timer på frivilligt arbejde end I selv ønsker. Jo flere vi er, jo flere opgaver kan vi fordele mellem os.

Kom og vær med! Du kan gøre en forskel.

Vil du gerne vide mere, kan du kontakte Niels Christiansen på telefon 51 59 35 71, eller tage kontakt til Kim Søndergaard på telefon 27 53 75 02 og høre nærmere.



På bestyrelsens vegne

Kim Søndergaard

tryk her og find HG&IF på Facebook

hgifface