Lokalsamfundet

 

Der skulle gå næsten 100 år, før fodbolden også kom til Harte G & IF. Det skete den 28. maj 1962, hvor der for første gang blev fremsat et ønske om at have fodbold på programmet.

Dette kan måske hænge sammen med, at man i foråret samme år havde indviet den nye sportsplads ved Harte Skole, altså ved den nuværende beliggenhed. 

I slutningen af 70´erne havde der i en længere periode været talt meget om et klubhus til foreningen. Både fra bestyrelsen men også i medierne og på generalforsamling var der ytret ønske om at få et egentligt tilholdssted, udover de to små omklædningsrum, som man siden starten af 60´erne havde haft i kælderen på Harte Skole. 

Klubhus og sammenhold 

Bestyrelsen forsøgte at lægge pres på byrådet, og efter langvarige forhandlinger frem og tilbage om placering, økonomi og tegninger m.v. kom byrådet endelig frem med et forslag, som de kunne stå inde for. Det kunne bestyrelsen imidlertid ikke, og man udarbejdede i hast derfor et modforslag, som efter byrådets barbering endelig kunne accepteres af begge instanser. 

Det specielle i det nye forslag var, at foreningen selv ville stå for opførelsen af huset og blot få et tilskud af kommunen. Denne fremgangsmåde var helt ny i Kolding kommune. 

Var der noget, som gav sammenhold, så var det under opførelsen af klubhuset på Stubdrupvej 44 i Harte. 

Hele foreningen stod bag, og Harte Gymnastik- og Idrætsforening blev godt rystet sammen alle afdelinger imellem. Klubhusets store koordinator og store drivkraft var så ubetinget Ingolf Nielsen, der på daværende tidspunkt var formand for foreningen. 

Men efter hårdt slid og arbejde stod der også et nyt og velfungerende klubhus færdigt. Hidtil havde omklædningen foregået på Harte Skole, men det var en stor glæde for medlemmerne, at de nu ikke længere skulle dele bruser med tudserne, som var hyppige gæster i de gamle kælderrum. 

Harte G & IF var med det nye klubhus blevet til en moderne og velfungerende forening. 

Harte Nyt 

I 1975 udkom første nummer af Harte Nyt, et fællesblad for Harte G&IF og Kirken, der hurtigt fik stor betydning for alle i klubben. Bladet, der udgives 6 gange årligt har også sin berettigelse blandt alle områdets andre foreninger og dermed hele lokalområdet. 

Medlemsbladet blev startet af den daværende bestyrelse og er siden blevet finansieret af annonce-sponsorer i området. Et vigtigt talerør for klubben.

 

 

 

tryk her og find HG&IF på Facebook

hgifface